Foto

Min mand er flittig med fotografiapparatet, og jeg har lyst til at vise andre nogle af billederne.

Billederne kommer i tilfældig rækkefølge, og der vil være billeder, som kan alle kan have fornøjelse af at se, og billeder som måske er sjovest for familie, venner og bekendte. Men alle er velkommen til at se med - og gerne komme med kommentarer i gæstebogen eller på mail.

Hvis man ønsker at bruge et billede - f.eks. på sin egen hjemmeside, skal jeg kontaktes først.


Sat på siden 20.11.2011

En stolt farmor og oldemor med Sophia.

Man er da stolt, når man for første gang sidder med sit første barnebarn og kan præsentere det for sin egen mor. Sophia er her 9 dage gammel.


Sat på siden 20.11.2011

Vores nye lille engel Sophia.

Sophia blev født den 5. oktober 2011 på Kolding Sygehus. Hun vejede 2865 g og var 50 cm.

Billedet til venstre er taget 8 timer efter hun blev født og billedet til højre er taget da hun var 25 dage gammel.

Hun er datter af min ældste søn Stefan og er det første barnebarn.


sat på siden den 1. maj 2011

"Nu går våren gennem Nyhavn".

Sådan lyder det i en af de gamle sange, og selv om billedet ikke er taget i år, har stemningen ikke ændret sig. Der er stadig liv og glade dage - især på skønne solskinsdage, som det var den dag billedet blev taget.


sat på siden den 1. maj 2011

Så er foråret godt i gang.

Nu er det blevet maj, og i løbet af den forgangne uge, som jeg har tilbragt på Læsø, har det været synlig dag for dag, at træerne blev mere og mere udsprungne. Det er en skøn tid, som skal nydes i fulde drag.

Billedet er fra Munkebjerg skoven ved Vejle, og er taget for et par år siden - også i maj.

Jeg kunne ikke lade være

Da jeg sad og ledte efter billeder, der kunne komme på Kors-og-Godt.dk, faldt jeg over dette billede fra Løndal Gods.

Kvinden jeg taler med er Isabella Smidt (th). Hun havde dengang en stor stand, med alle mulige ting fra hendes butik.
Det kan godt være, at der røg lidt ekstra i kurven fra den stand.

Men selv om Isabella ikke længere er med, når Løndal Gods, der ligger ved Brædstrup mellem Silkeborg og Horsens, holder deres arrangement "Forårsdage på Løndal", er det bestemt et besøg værd. Der er mange forskellige stande, som alle kan tilbyde spændende varer. Det kan være alt fra håndlavede knive over lækre delikatesser til udendørs træfyrede badekar.

PS. Læg i øvrigt mærke til Isabellas gummistøvler.

sat på siden den 1. maj 2011

Sat på siden den 31. december 2010

Så blev det vinter i Danmark.

December måned 2010 har været præget af sne og hård frost, og hele Danmark fik en hvid jul.

Nogen steder kunne man nok have ønsket sig lidt mindre sne. Bornholm var nærmest begravet i sne, og øen måtte have hjælp udefra til at grave vejene frie for sne, så de folk, der i flere døgn var ude af stand til at komme fra deres boligere, igen kunne få fat i mad og brændsel.

Også på vejene fik man vinteren at mærke. Her drillede sneen og det såkaldte sorte is på veje, der er ryddet og som ser fine ud, men som er dækket af usynligt is.

Men ser man bort al besværet med sneen, har det også været ubeskriveligt smukt rundt om i naturen.

Dette billede er fra vores have - taget den 21. december 2010. Det ser da vidunderligt ud - nærmest som noget, fra et eventyr.

Drivhuset venter på foråret.

I 2010 lavede vi - altså min mand - en stor gårdhave med plads til pergola og drivhus.

Vi har længe talt om, at få et drivhus, og vi på Byggecentrum i Middelfart fandt vi det drivhus, som svarede til de ønsker, vi havde til vores kommende drivhus.

Desværre fik vi besluttet os ret sent på året, derfor nåede vi ikke at blive helt færdig med at stille det op, da sneen kom. Så nu går vi og glæder os til at få sat de sidste stolper på ved taget og glasset i.

Billedet blev taget den 27. november 2010. Det var den weekend vi fik sne første gang i vinteren 2010-2011.


sat på siden den 31.december 2010
Rolf i haven
sat på siden den 1. februar 2009

Vores hund Rolf, da vi lige havde fået ham - han trænger til at blive trimmet.

Sidste år var vi så heldige, at få tilbudt at overtage en voksen hund, af en familie, der ikke længere havde tid til ham. Hunden var af racen West Highland White Terrie også kaldet Westie. Den var 6 år gammel og havde navnet Rolf.

Vi var naturligvis spændte på, hvordan det ville være, at få en voksen hund. Det viste sig, at gå over al forventning.Idag er der næsten gået et år, og Rolf er blevet midtpunktet i vores liv. Han har tilpasset sig sin nye tilværelse uden problemer overhovedet.

Min mand, der aldrig tidligere har haft hund, er blevet helt forelsket i den lille hvide guldklump. Han er den, der hver dag tager Rolf med på en lang spadseretur - ca. 1½ time, når han kommer hjem fra arbejde. I weekenden er han tideligt oppe og så traver de to afsted i 1½ - 2 timer. I den lyse tid, går turen i skoven, ellers må villavejene lægge fortorv til. Behøver jeg at sige, at vi altid har poser med, så vi kan fjerne, hvad fjernes skal.


sat på siden den 5. oktober 2008

Mosekone bryg.

Efteråret er nu i fuld gang, så jeg har valgt et billede, hvor der stadig er blade på træerne, som et farvel til sommeren. Billedet er taget den sidste dag i august 2008 Her er mosekonen i fuld gang med at brygge. Billedet er taget i nærheden vores hus i Remmerslund ved Hedensted. Det er et gammelt grusgrav område, som vi ofte benytter, når vi går tur med vores hund Rolf.


sat på siden i september 2008

Skønne svampe i september.

Her i september er det tid til svampejagt. Nogle går på jagt for at finde spiselige svampe, mens andre - som os - bare ønsker at se de flotte eksemplarer. Hvis vi er heldige, er det rart at have kammeraet med, så de kan blive foreviget. Her er to meget forskellige eksemplarer - fotograferet på samme svampetur.

Randbøl Hede

Den sidste weekend i august 2008 tog vi en tur til Randbøl Hede, der ligger vest for Vejle, for at se om lyngen blomstrede.

Det var ikke helt det syn vi havde ventet, men trods den sparsomme lyngblomstring var det en dejlig tur. Der var skam lyng, så vi fik også noget med hjem, men ikke mindst var det en herlig dag med masse af frisk luft og god motion.

Vi mødte mange andre mennesker, som havde fået samme idé. Nogle var taget ud for at plukke blåbær, yttebær og revling. Sidst nævnte skulle sikkert med hjem og blive til kryddersnaps.

Jeg kommer til at tænke på sangen "Jylland mellem tvende have", som HC Andersen skrev for mange år siden, hvori der står:

Heden, ja man tror det næppe
men kom selv, bese den lidt;
lyngen er et pragtfuldt tæppe, blomster myldre milevidt.
Skynd dig, kom! om føje år
heden som kornmark,
som kornmark står.

Så galt er det nu ikke gået alle steder, men har du mulighed for det, så tag en tur derud. Det kan være på alle tider af året, men personligt kan jeg bedst lide tiden omkring august - september.


Sat på siden i september 2008

Sat på siden i august 2008

Ferie på Jersey.

I 2006 var vi på ferie på øen Jersey. Vi var afsted i 12 dage, hvor i undervejs overnattede i Belgien og Frankrig. På Jersey havde i 7 overnatninger på Cheval Roc Hotel på øens nordside. Fra hotellet var der den skønneste udsigt ud over havet.

Det var en skøn ø, som på trods af at den kun er på størrelse med Samsø, ikke føles lille. Der var en skøn og afvekslende natur. På nordkysten er der stejle klipper, hvor øen løfter sig op af havet. På sydkysten er der fine badestrande. Det er også her øens hovedby St. Helier ligger.

Billedet til venstre er fra en skøn sti, der ligger hvor der for flere år siden lå en jernbanelinje.

De 2 næste billeder herunder er også fra Jersey - taget på turen i 2006.

Et typisk Jersey hus

Mange af husene på Jersey er bygget af store grofthuggede sten. Nogle af dem er måske 200 år gamle, men også nyere huse bliver bygget på samme måde, så det kan være svært at se om der er tale om et gammelt eller nyt hus, når man - som turist - ser husene udefra.

Ved kysterne er der flere pudsede huse - se billedet fra St. Aubin.

En af Rolys roser.

Jeg har tidligere vist et par af de roser vi så, da vi i 2006 var på ferie på Jersey - øen i den Engelske Kanal. Her besøgte vi Roly Cook, som dyrkede roser til salg, men også til udstillinger.

Vi så mange skønne skønne roser. Desværre kender jeg ikke navnene på dem, men vil alligevel vise dem indimellem her på Foto siden på Kors-og-Godt.dk.

Schackenborg set fra haven.

Der er en dejlig have til slottet, som vi havde fornøjelsen at besøge for i 2006 sammen med vores lokale afdeling af Det Danske Haveselskab. Vi blev vist rundt af en gartner, som har været ansat ved slottet i mange år, og kunne fortælle mange sjove og spændende ting.

Torbenfeldt Gods

Godset Torbenfeld ligger ved Mørkøv mellem Holbæk og Kalundborg. Vi var for et par år siden inde på godsets område i forbindelse med "Åbne slotte & herregårde" dagen. Det er normalt ikke åben for publikum, men ved godset ligger en lille bitte kirke fra 1459. Det er Frydendal Kirke, som er Sjællands mindste folkekirke. Den er åben og bliver brugt til gudstjeneste for området.

Der ligger også en smedie, som er åben for turister - vist kun i sommerhalvåret, men den er også et besøg værd.

Jeg har selv boet i nærheden, og har altid syntes, det var sådan et dejligt sted og et smukt gods med voldgrav rundtom.

Hvis du syntes du har set Torbenfeldt før, kan det være fordi du har set en af nedenstående film, som tildels er optaget der. Det er: "Komtessen fra Steenholt" fra 1936 med bl.a. Marguerite Viby.
"Arvingen" fra 1954 med bl.a. Poul Richardt.
De tre Morten Korch film om "Næsbygård" fra 1964, 1965 og 1966 med Poul Richardt som præsten Pripp - dog kun i de to første film - i den sidste var det Holger Juel Hansen, der havde rollen som Pripp.

Mennesket ved havet.

Hvis du kommer i nærheden af Esbjerg, skal du unde dig selv at tage ud til Sædding Strand nord for byen.

Her finder du den danske billedkunstner Svend Wiig Hansens imponerende monument "Mennesket ved havet" fra 1995.

Monumentet er 9 meter høj og lavet i hvid beton.

Iflg. kunsteren symbolisere kunstværket menneskets møde med naturen. Et barn bliver født på det reneste sted, hvor hav, himmel og jord mødes. Først når vi begynder at handle selv, går det galt.

Billedet her til højre er et uddrag af skulpturen, der består af 4 personer, der sidder og kigger ud over havet.

Skønne røde geoginer.

Alle har ret til geoginer - ja det er vel et lidt omskrevet ordspil, men faktisk burde alle (bare én gang i livet) have mulighed for at fråse i geoginer.

Denne dejlige blomst som fås i alle mulige farver og faconer. Så har du mange i din have, så glæd din ven/veninde, nabo eller kollega med en buket. De har kun godt af at man plukker af dem.

Husk nu at tage knoldene op inden frosten - og sæt dem ned igen næste år, så du igen kan fråse i geoginer eller daliaer som blomsten også hedder.


Solned ved Juelsminde.

Billedet er taget Sct. Hans aften 2006 ved Juelsminde Havn.
Juelsminde har et dejligt havneområde med en pæn stor marina, hvor der både er mulighed for at
spise forskellige steder og få en is, hvis det er det, man har lyst til.


Et af naturens vidundere.

Hvert år ved denne tid (foråret) sker det ene lille vidunder efter det andet. Om det er den første
anemone eller som her en rabarber i knop, så bliver jeg lige begejstret hvert år.

Det er nu heller ikke værst at tænke på, at man kan bruge rabarberen til en dejlig tærte bagt i ovnen


Her kan man tale om at stikke hånden i en hvepserede.

En dag så min mand et underligt hul i jorden på vores grund. Da han ikke kunne se,
hvad der var i hullet, tog han kameraet, stak det der ned og tog et billede. Først bagefter
opdagede han, at han havde haft hånden i en hvepserede. Heldigvis skete der ikke noget.

Motiv fra Broholm Gods.

Dette fine motiv er taget i juni 2006 på godset Broholm på Fyn.

Her stod alle 4 mure tilbage fra en forlængst forsvunden bygning.

Det gav mulighed for en dejlig beskyttet lille have, hvor bl.a. roser fik lov at vokse op af murene flere steder.

Broholm Gods

Stairways to heaven?

Ja, man kan næsten tro det er trappen til himlen, og det er også et guddommeligt syn man får deroppe fra.

Lysthuset ligger på Løndal Gods, og da det ligger ret højt, har man en vidunderlig udsigt over den skønne park med omkransende skov, som høre til godset.

En weekend i maj åbnes parken og godset for "Flotte forårsdage på Løndal". Her er der mulighed for at komme indenfor og se de smukke lokaler. Desuden er der en udstillere rundt om i parken, hestestalden, andre lokaler og i hovedbygningen. Her er alt fra glaskunst og terrassoborde til udendørs badekar i træ.
Det er et besøg værd. Vi har selv været der hvert år, og bliver ikke træt af at se det smukke gods og omgivelserne.

Løndal Gods ejes af Vibeke Riemer og Lars Kolind.

Se mere om Løndal på deres hjemmeside: www.loendal.dk


Så er det altså sandt!!

Kender vi ikke alle fornemmelsen af at svæve på en lyserød sky.
Indtil denne sky kom forbi vores hus,troede jeg kun det var noget man sagde.
Historien siger ikke noget om, hvem det var, der kom svævende.